
Frank: Derfor kom Makienok ikke i spil
02.12.2013 14:21
Angriber Simon Makienok var igen at finde i kamptruppen forud for søndagens Derby.
Den lange angriber fik dog ikke en rolle i kampen, men varmede forgæves op på sidelinjen gennem anden halvleg.
Den manglende indskiftning af Makienok var dog en bevidst disposition fra cheftræner Thomas Frank.
Kan forhåbentlig spille en rolle i SønderjyskE
- Simon er ikke helt fysisk klar, og vi ville ikke forhaste noget i en kamp, hvor vi var bagud med to mål og relativ langt fra et comeback. Vi havde ham med på bænken, fordi han var i spil til et sent indhop, men det havde krævet en anden udvikling i kampen.
- Jeg havde formentlig bragt Simon i spil, hvis vi havde været nede med ét mål tæt på slutfløjt. Der har han nogle klare spidskompetencer, som vi i den situation ville kunne bruge.
- Men da kampbilledet blev et andet, valgte jeg at holde ham på sidelinjen for at optimere hans chancer for at deltage i SønderjyskE-kampen næste weekend. Der er han en uge længere henne, så forhåbentlig kan han komme til at spille en rolle i den kamp, lyder det fra Thomas Frank.
Cheftræner Thomas Frank og assistenttræner Claus Nørgaard på bænken under Derbyet. Foto: Arnason.dk