
Falkesgaard opereret i håndleddet
16.12.2013 11:16
Brøndby IF's målmand Michael Falkesgaard blev i slutningen af sidste uge, kort efter efterårssæsonens afslutning, opereret i håndleddet.
Operationen skyldes et ustabilt håndled, der har plaget Falkesgaard gennem en længere periode. Da der ikke var udsigt til, at problemet gik i sig selv igen, valgte man derfor at operere den unge keeper.
Formentlig ude i forårssæsonen
Sportschef Per Rud udtaler:
- Falkesgaard har haft problemer med det ene håndled i et godt stykke tid, men har kunne spille og træne uden smerter. Vurderingen er dog, at problemerne med håndleddet ville blive gradvis værre, hvis ikke vi gjorde noget, og derfor besluttede vi i samråd med vores sundhedssektor og med Falkesgaard at få ham opereret.
- Selv om operationen blev foretaget så tæt på efterårets afslutning som muligt, og allerede er vel overstået, så betyder det, at Falkesgaard er ude i en længere periode. Vi forventer ikke, at han bliver spilleklar i forårssæsonen.
- Nu åbner der som bekendt et transfervindue lige om lidt, og så må vi se, om vi skal ud og finde en ny andenkeeper. Det er noget, jeg - sammen med Thomas Frank - beslutter. Vi har i forvejen en talentfuld U19-målmand (Andreas Hansen, red.), men det er muligt, at vi vælger at tilføre lidt mere rutine til målmandsgruppen.
Michael Falkesgaard kan altså se frem til en længere periode med genoptræning, før han igen kan tage kampen op med Lukas Hradecky i Brøndby-buret.
Michael Falkesgaard er blevet opereret i håndleddet og er formentlig ude det meste af forårssæsonen. "Falk" er indtil videre noteret for 12 kampe i Brøndby-trøjen. Foto: Arnason.dk