
Durmisi: Vi skal slutte godt af
07.12.2013 12:11
Sidste kamp i efteråret venter søndag aften. Efter en lang stime som ubesejrede løb Brøndby IF ind i et nederlag i sidste weekends Derby. Nu er sidste forhindring mod en godkendt efterårsafslutning og en fortjent juleferie de seje sønderjyder, som tidligere har voldt de blågule besvær.
Venstreback Riza Durmisi forventer en svær kamp, hvor Brøndby IF dog bør styre slagets gang.
Gå på ferie med en god følelse
- Det er længe siden, vi har stået over for så vigtig en kamp. Hvis man kigger på tabellen, kan vi slutte i top fire med en sejr, og det vil gøre, at vi kan gå på ferie med en god følelse.
- SønderjyskE er et rigtig godt hold, der altid er svære at spille mod på deres hjemmebane. Men jeg har en forventning om, at det er os, der kommer til at styre spillet.
- Sidst vi spillede mod dem, stillede vi med et meget ungt hold, og nu har vi fået nogle mere rutinerede spillere ind, så jeg håber, at vi kommer til at dominere kampen og får en sejr, lyder det fra Riza.
Riza Durmisi har respekt for søndagens modstander fra SønderjyskE, men håber alligevel på Brøndby-dominans. Foto: Arnason.dk