
Dubai og Tyrkiet: Sådan ser opstarten ud for Brøndby-spillerne
25.12.2013 11:08
Mandag den 6. januar møder Brøndby IF's spillere ind til første træning efter en velfortjent juleferie.
Herefter er der hård opstartstræning, to træningslejre og syv træningskampe på programmet, før forårssæsonen sparkes i gang hjemme på Brøndby Stadion mod AaB den 23. februar kl. 19.
Husk i øvrigt at en række af Brøndby-spillerne tyvstarter, da de allerede den 5. januar spiller VIASAT CUP i Brøndby Hallen. Køb billet til indestævnet her.
Vigtigt at få gode forhold
Fra den 13.-23. januar rejser truppen til pæne varmegrader og fine forhold i Dubai, mens opstartens anden træningslejr ligeledes går sydpå, nærmere bestemt til Antalya, Tyrkiet fra den 5.-14. februar.
I Dubai er der indlagt tre træningskampe mod hhv. de ukrainske Champions League-deltagere fra Shakhtar Donetsk, russiske Dynamo Moskva, der pt. ligger nummer fire i den russiske Premier League samt Lokomotiv Tashkent fra Usbekistan.
Derudover byder opstarten på fire træningskampe mod henholdsvis HB Køge, Rapid Bukarest (Rumænien), Ujpest FC (Ungarn) og Flora Tallinn (Estland). Se oversigten her:
5. januar | VIASAT CUP, Brøndby Hallen |
6. januar | Træningsstart |
13.-23. januar | Træningslejr, Dubai |
17. januar | Træningskamp, FK Lokomotiv Tashkent |
18. januar | Træningskamp, Shakhtar Donetsk |
22. januar | Træningskamp, Dinamo Moskva |
2. februar | Træningskamp, HB Køge |
5.-14. februar | Træningslejr, Antalya, Tyrkiet |
8. februar | Træningskamp, Rapid Bukarest |
12. februar | Træningskamp, Ujpest FC |
16. februar | Træningskamp, Flora Tallinn |
I kampkalenderen på brondby.com vil der løbende komme mere info om træningskampene. Bemærk at ovenstående er med forbehold, da der kan forekomme ændringer.
Sportschef Per Rud siger:
- Det har været vigtigt for os at komme afsted som gruppe i så lang tid som muligt i opstarten, dels for at kunne træne og forberede os under gode forhold og dels for at blive rystet endnu bedre sammen.
- Vi er en trup og et lederteam med mange nye ansigter, så det er uden tvivl rigtig gavnligt for sammenholdet og kendskabet til hinanden at komme afsted på de to træningslejre. Vi ser frem til opstarten og forventer at stå endnu stærkere end i efteråret, når vi rammer den 23. februar, lyder det fra Rud.
Dario Dumic er en af de Brøndby-spillere, der tyvstarter og går i gang allerede den 5. januar til VIASAT CUP.