Derby gav seerrekord

06.12.2013 08:45

Derbyet mellem Brøndby IF og FC København lever sit helt eget liv. Har sin helt egen historie og puls. Og rammer bredt.

327.000 seere - med afstand sæsonens højeste tal - fulgte opgøret foran TV3+ søndag aften. Dermed var Brøndby igen halvpart i rundens mest sete kamp i Superligaen.

Et markant hop
 
- De 327.000 er et markant hop i forhold til sæsonens første Derby, der havde 201.000 seere. Det har uden tvivl løftet tallet, at kampen denne gang blev spillet søndag aften klokken 19:00 og ikke lørdag klokken 16:00. Og så har vores stærke serie med ni kampe uden nederlag formentlig også skærpet interessen, siger Brøndby IF's administrerende direktør, Tommy Håkansson.

Brøndby IF står generelt stærkt på sæsonens rangliste over de mest sete TV-kampe. Opgøret mod FC Midtjylland i runde 16 er nu den kamp med det næsthøjeste publikum foran TV-skærmen med 233.000 seere.

To andre tal fra runden:
OB mod AGF på CANAL9 samlede 108.000 seere, mens mandagskampen Esbjerg-AaB trak flotte 140.000 seere.