Brøndby IF tager afstand fra uro

02.12.2013 15:49

Søndagens Superligaopgør mellem Brøndby IF og FC København fik et kedeligt efterspil, da 484 mennesker blev anholdt efter kampen.

Brøndby IF's administrerende direktør, Tommy Håkansson, beklager uroen.

- Selv om mange af anholdelserne er en såkaldt "præventiv foranstaltning", er det et alt for højt antal.

- Vi tager afstand fra alle former for vold og ballade i forbindelse med fodboldkampe. Det gælder, uanset om uroen finder sted inde på stadion, hvor vi som klub har ansvaret, eller uden for stadion efterfølgende, som det var tilfældet i går.

- Som et led i evalueringen efter en kamp er vi i færd med at indsamle information for at danne os et samlet overblik. Herunder hvad årsagerne var til, at det kom til sammenstød mellem fans og politi efter kampen.

Alle skal tage ansvar

- Et af de første spørgsmål i den slags situationer er altid, hvem der har ansvaret for balladen. Her er vi alle forpligtede til at kigge indad og være selvkritiske: Klubber, fans og myndigheder. Alle skal være en del af den proces og vise vilje til at påtage sig ejerskab, sådan at vi får minimeret uroen fremadrettet.

- Jeg har i dag været i kontakt med min kollega Anders Hørsholt fra FC København, og vi tager i fællesskab initiativ til et møde i det nye år med deltagelse af politiet samt fanfraktioner fra både FC København og Brøndby IF med det formål at identificere årsagerne til uroen. Vi skal bygge bro i stedet for at grave grøfter.

- Tendensen i dansk fodbold har gennem et stykke tid været den, at der er færre problemer mellem fans og fans på den ene side - og fans og politi på den anden. Jeg tror personligt, at nøglen er dialog og endnu tættere samarbejde på tværs af klubber og myndigheder, siger Tommy Håkansson.

Fanforsker fra Syddansk Universitet, Jonas Havelund, er på samme linje og siger i dag til Ritzau:

- Politiet må sætte sig ned med F.C. København og Brøndby og lave en redegørelse for, hvad der førte til den omfattende uro omkring de to fodboldklubbers møde på Brøndby Stadion søndag aften.

- Det vigtigste er, at man får evalueret forløbet. Og at man inddrager de forskellige parter, så politimyndigheden ikke anklager klubberne, og omvendt - at fansene ikke giver politiet hele skylden.