Albrechtsen: Bedre styr på spillet i anden halvleg

08.12.2013 22:26

Et point til hver. Det var resultatet af aftenens Superligaopgør i Haderslev mellem SønderjyskE og Brøndby IF.

Dagens anfører, Martin Albrechtsen, ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få 1-1-kampen til at tippe over til de blågule i anden halvleg.

Efter pausen så det bedre ud

- Vi lagde desværre ikke særlig godt ud. SønderjyskE er et hårdtarbejde hold, som ikke giver så meget plads væk, og det havde vi svært ved at løse i første halvleg, siger Martin Albrechtsen, der som viceanfører bar anførerbindet, nu hvor Mikkel Thygesen er skadet.

- Efter pausen så det bedre ud. Vi fik bedre styr på spillet. De skulle løbe mange flere meter, da vi begyndte at spille mere rundt om dem. Vi holdt dem fra de store, åbne chancer, og vi har tilmed muligheden for at tage sejren med en stor chance til sidst. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke 'vinder anden halvleg', når nu vi fik overtaget, men tidligere i kampen, kunne det lige så godt være gået den anden vej, tilføjer Martin Albrechtsen.

MA

Martin Albrechtsen med anførerbindet på armen i aftenens 1-1-kamp mod SønderjyskE. Foto: Arnason.dk.