
50 år: Jubilæumslogo har set dagens lys
02.12.2013 11:35
Den 3. december 1964 blev klubberne Brøndbyvester IF og Brøndbyøster IF lagt sammen og dannede Brøndbyernes Idrætsforening. Næste år ved denne tid er det 50 år siden, og derfor er et nyt jubilæumslogo nu blevet produceret.
Meget er sket siden 1964. Mange triumfer er blevet fejret, og klubben fra Vestegnen er på et halvt århundrede gået fra landsbyklub til national magtfaktor med 10 mesterskaber og store, internationale kampe blandt milepælene.
Brøndbyernes Idrætsforening kan altså den 3. december 2014 fejre sin 50 års fødselsdag, hvilket vil blive markeret med en række begivenheder og tiltag året igennem. Første markering er VIASAT CUP - det populære indestævne i Brøndby Hallen, som vender tilbage den 5. januar 2014. Det kan du læse mere om her.
Et halvt århundrede - et nyt logo
Som markering af jubilæumsåret har Brøndby IF i et samarbejde mellem den professionelle afdeling og moderklubben produceret et jubilæumslogo, som vil blive anvendt på forskellig vis i jubilæumsåret 2014.
Jubilæumslogoet er inspireret af tidligere klublogoer i Brøndbyernes Idrætsforening og sammensat af delelementer fra de 50 års Brøndby-logohistorik:
Jubilæumslogoet ovenfor er en stilisering af det oprindelige logo fra 1964. Det vil sige, at det er tegnet op, linjerne er gjort "renere", og logoet er generelt gjort mere symmetrisk.
Det har i designprocessen været vigtigt for hele klubben at holde fast i nogle af de oprindelige "features" ved de ældre Brøndby-logoer, som f.eks. de oprindelige stjerner samt "B.I.F." i båndet under brønden. Alt sammen for at mindes og hylde de 50 års historie.
Over selve logoet har klubbens motto, Supra Societatem Nemo (Ingen over fællesskabet) fået plads, mens jubilæumstallet 50 samt de to mesterskabsstjerner er at finde nederst.
Sidst, men ikke mindst, symboliserer laurbærkransen rundt om logoet sejr og triumf, hvilket Brøndby-historien indeholder i rigt mål.
Logoer gennem tiderne
Nedenfor kan du se udviklingen i Brøndby-logoet helt fra begyndelsen i midten af 60'erne, op gennem 70'erne, videre gennem 80'erne og 90'ernes "guldalder" og ind i det nye årtusinde.
1965:
1970:
1974:
1980:
1983:
1990:
2004:
Logoet blev sidst ændret i forbindelse med 40-års jubilæet. Logoet blev rentegnet, der blev tilføjet nye stjerner over brønden, og "B.I.F." blev erstattet af "1964" under brønden. Der kom desuden dybdestreger i spand og brønd for at give logoet en tredimensional effekt. Dette 2004-logo er blevet anvendt bredt siden.