
Thygesen: Mange positive elementer
01.08.2013 13:43
Brøndby IF skal i aktion for tredje gang i den nye sæson, når Esbjerg fB på søndag lægger vejen forbi Brøndby Stadion. Der er kickoff kl. 19.
Læs også: Undgå kø - køb din kampbillet i forsalg
Anfører Mikkel Thygesen føler, at holdet bliver mere og mere sammenspillet, og han er klar til at slås for point på søndag.
Kan forvente 100 % fight
- Som hold havde vi selvfølgelig ønsket, at der var kommet flere point på kontoen, men det skal nok komme. For hver eneste kamp vi spiller, føler jeg, at vi er under udvikling, og vi bliver bedre. Jo flere kampe, vi får i benene, jo bedre kender vi hinanden. Man skal også tænke på, at der er mange nye spillere på holdet, siger Mikkel Thygesen i et interview på Brøndby IF's YouTube-kanal og tilføjer:
- Jeg kan helt sikkert mærke, at der er rigtige mange positive elementer.
Brøndby-anføreren er klar til at tage næste skridt i udviklingen på søndag mod Esbjerg fB, og han forventer, at det er toptændte spillere, der træder ind på Brøndby Stadions græstæppe i jagten på point.
- Vores tilskuere skal helt sikkert forvente 100 % fight. De skal forvente engagement og vilje, og så er jeg sikker på, at vi kommer til at få et godt samspil mellem spillere og fans, siger Mikkel Thygesen.
Se hele interviewet på Brøndby IF's YouTube-kanal ved at klikke her.
Mikkel Thygesen med anførerbindet. Foto: Arnason.dk.