Nu kan du købe billet til fredagens udekamp i Viborg

08.08.2013 10:32

Allerede på fredag den 9. august skal Brøndby IF i aktion igen. Det sker på udebane mod Viborg FF i Superligaens fjerde spillerunde.

Thomas Frank og co. har brug for al den opbakning, de kan få, når de skal forsøge at sætte yderligere skub i holdets udvikling og jagte en sejr i Viborg. Nu kan købe din billet til opgøret her på brondby.com - læs mere nedenfor.

Torsdag er sidste frist

Normalt varetager hjemmeholdet billetsalget til Brøndby-fansenes udeafsnit, men i dette tilfælde er der tale om en undtagelse, da Brøndby IF ønsker at hjælpe både fansene og kollegaerne i Viborg FF med at gøre billetdelen så smidig som mulig.

Samarbejdet betyder, at Brøndby-fans fra mandag formiddag kan købe billetter til udeafsnittet i Viborg via brondby.com/billetter. Prisen er 120 kr. for en voksen, mens børne- og pensionistbilletter er prissat til 60 kr.

Bemærk, at salget stopper torsdag kl. 23:59. Såfremt der ikke er udsolgt, vil de resterende billetter blive solgt ved stadion på selve kampdagen.