
Kahlenberg: Enestående modtagelse
25.08.2013 22:06
Thomas Kahlenberg gjorde søndag aften comeback for Brøndby IF efter otte år i udlandet med en fin præstation mod Randers FC på Brøndby Stadion.
Kahlenberg blev inden, under og efter kampen tiljublet af de mere end 16.000 tilskuere på stadion, men trods godt spil og masser af chancer måtte de blågule nøjes med 0-0.
Efter kampen var det en rørt og imponeret Kahlenberg, som brondby.com talte med.
God fart over vores spil
- Det var rørende med den modtagelse. Det var meget bedre og vildere, end jeg kunne have håbet på. Det er jo blandt andet derfor, jeg er kommet tilbage. Stemningen og opbakningen på Brøndby Stadion er enestående - også i europæisk regi - og sådan er det stadig, kan jeg konstatere.
- Vi spiller på mange måder en fuldendt kamp i dag, bortset fra de misbrugte chancer. Jeg skal jo selv score to mål i dagens kamp, men nogle gange vil den bare ikke ind. Vi var ikke gode nok til at afslutte i dag, og når man skaber så mange chancer, så skal man selvfølgelig score. Men kan vi blive ved med at spille kampe som denne, så skal sejrene nok komme.
- Det var dejligt at spille kamp igen, det var dejligt at mærke græsset og høre de fantastiske tilskuere igen. Jeg er selvfølgelig ikke helt oppe i gear endnu, men det skal nok komme. Der er rigtig god fart og speed over vores spil, og vi spillede i samtlige 90 minutter som et hold, så jeg er egentlig fortrøstningsfuld, selv om vi måtte nøjes med uafgjort i dag, lyder det fra Thomas Kahlenberg, der efter kampen blev kåret som Man of the Match.
Thomas Kahlenberg viste fine takter som spilstyrer i sin comebackkamp for Brøndby IF. Foto: Arnason.dk