
Hradecky: Kunne kun høre vores fans
04.08.2013 22:27
Lukas Hradecky måtte se sig passere to gange af sin tidligere klub, da Brøndby IF her til aften tabte 2-0 til Esbjerg fB, som nu ligger nummer to i Superligaen.
Den nyslåede Brøndby-keeper ærgrede sig over, at de blågule manglede kynisme, men glædede sig til gengæld over den fantastiske opbakning fra tribunerne.
Vores hidtil bedste kamp
- Vi ville gerne have haft flere point i starten, så det er vi sgu ærgerlige over. Jeg kan godt forstå, hvis folk omkring klubben er frustrerede, for man håber selvfølgelig på en bedre start, men det er en proces, som kræver tålmodighed. Det er vigtigt at huske.
- Jeg mener faktisk, at vi spillede vores hidtil bedste kamp i dag, men Esbjerg var meget kyniske. Den kynisme manglede vi på de chancer, vi skabte, og det skal vi arbejde på. Jeg håber, at den første sejr kommer allerede på fredag, og det kommer vi til at fokusere på og arbejde henimod som det første i morgen. Vi ryster ikke på hånden - vi arbejder videre, siger Lukas Hradecky, som ikke lagde mærke til buh-råbene fra Esbjerg-afsnittet på stadion.
- Jeg kunne kun høre vores fans. Igen i dag var opbakningen fantastisk, og jeg håber, at det vil fortsætte, selv om vi ikke har fået mere end et enkelt point på kontoen indtil videre.
Lukas Hradecky i målet foran Sydsiden under dagens kamp mod Esbjerg fB. Foto: Flemming Alø.