Gehrt: En fantastisk tid

24.08.2013 09:50

Mathias Gehrt blev torsdag solgt til den hollandske klub ADO Den Haag.

Gehrt forlader dermed Brøndby IF, som han har været en del af, siden han var 14 år. brondby.com talte med Mathias Gehrt om skiftet til udlandet.

Specielt at være en del af Brøndby

- Brøndby har været min klub, siden jeg var 14 år, så det er vemodigt at sige farvel. Jeg vil gerne takke alle trænere og frivillige, som gennem årene med en ihærdig og stædig indsats har trænet og udviklet mig som spiller.

- Også en stor tak til klubbens fans, som altid giver en uvurderlig støtte også i hårde tider. Og tak til klubben for, at de medvirker til, at jeg nu får chancen for at prøve kræfter med hollandsk fodbold. Det er en spændende mulighed - en drengedrøm - som jeg ikke kunne sige nej til.

- Til sidst vil jeg sige held og lykke til trænerteamet og alle holdkammeraterne - det har været en fantastisk tid og noget helt specielt at være en del af fællesskabet i klubben.

MG

Et vemodigt farvel til Brøndby, lyder det fra Mathias Gehrt, der er skiftet til den hollandske klub ADO Den Haag. Foto: Arnason.dk