Frederik Holst er ny protektor for Brøndby Kids
23.08.2013 11:11
Tidligere på sommeren stod det klart, at Brøndby Kids skulle have en ny protektor. Vejene skiltes således for Brøndby IF og Anders Randrup, da kontrakten udløb ved udgangen af juni.
Kravet for Brøndby Kids-protektoren er, at der skal være tale om en spiller fra Brøndby IF's Superligahold, som ikke er ældre end 25 år. Valget er faldet på Frederik Holst, som hurtigt takkede ja til opgaven.
- Det er en ære at blive spurgt, om jeg vil bidrage til Brøndby Kids på denne måde, så selvfølgelig sagde jeg ja til at hjælpe. Jo flere fodboldglade børn i fanskaren, jo bedre, siger Frederik Holst.
Aftalen blev endeligt bekræftet, da Nanok og det 18-årige Brøndby-talent mødtes efter en Superligatræning for at underskrive kontrakten. Dermed har Frederik Holst blandt andet forpligtet sig til at stille op til events i Brøndby Kids minimum et par gange om året og til at svare på alverdens spørgsmål fra nysgerrige og Brøndby-glade Kids-medlemmer.
Vi har allerede modtaget spørgsmål til Frederik Holst om livet som professionel Brøndby-spiller, og du kan stadig nå at være med ved at kigge forbi brondby.com/kids eller ved at klikke her.
Nanok og Frederik Holst fik skrevet under på kontrakten, som gør det 18-årige Brøndby-talent til ny protektor for Brøndby Kids.