Frank: Taber til et klart bedre hold

16.08.2013 21:39

5-2 stod der på måltavlen efter fredag aftens kamp på MCH Arena.

Selv om man måske ikke kan forvente en sejr mod ligaens mest formstærke mandskab, var det naturligvis ikke et så klart nederlag, cheftræner Thomas Frank og co. havde brug for. Frank hæftede sig efter opgøret ved de mange personlige fejl, der forærede FCM fire mål.

Der er ikke nogen mirakelkur

- Vi taber til et klart bedre hold i dag. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. De slår os på de fleste parametre, og når vi så endda laver fire rigtig store fejl, som alle giver mål til FC Midtjylland, så er det vanskeligt at få noget med fra en kamp i Herning.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi laver så store fejl og så mange af dem i en kamp. Det skal vi have rettet op på. Man må håbe på, at vi har brugt vores kvote af dumme fejl efter dagens kamp.

- Jeg er da selvfølgelig irriteret over sådan en start på sæsonen, for vi vil jo altid gerne vinde. Vi tror altid på, at vi kan vinde, men omvendt ville det være naivt at komme herover og regne med det.

- Der er ikke nogen mirakelkur, men kun hårdt og målrettet arbejde. Hvis vi holder fast i vores udviklingsplaner, arbejder fokuseret nok i hverdagen og bliver ved med at dygtiggøre os hele tiden, så bliver vi bedre og bedre, og så skal vi nok få de nødvendige point.

TF

Cheftræner Thomas Frank dirigerer fra sidelinjen under fredagens udekamp i Herning. Foto: Arnason.dk