Frank: Skal finde de gode takter frem igen

31.08.2013 09:00

I onsdags led Brøndby IF et skuffende nederlag i lokal- og pokalopgøret mod Hvidovre, men i morgen kl. 19:00 har de blågule mulighed for at revanchere sig. Her skal Thomas Frank & co. således forbi Aalborg til et opgør mod AaB i Superligaens syvende spillerunde.

Brøndby-cheftræneren udtrykker respekt for hjemmeholdets styrker og kræver samtidig en helt anden indsats fra blågul side end den, der kom til udtryk i pokalnederlaget.

Helt klart noget at revanchere

- Der venter en hård opgave i Aalborg, som er et af de sværeste steder at spille. Det er ikke mange nederlag, de lider på hjemmebane, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Jeg synes, at de har fået en fornuftig start på sæsonen, og de er velspillende. Det er tydeligt at se, at Kent (Nielsen, red.) og resten af AaB-trænerteamet igennem et stykke tid har arbejdet på at få implementeret deres idéer, og de spiller en god og seværdig omgang fodbold, hvor de er dygtige til at fastholde bolden, kombinere hen over midten og skabe chancer derfra. Dernæst hænger de godt sammen som hold. På den måde viser de modenhed i spillet, og de forsvarer sig godt.

- Alt i alt tegner det et billede af en svær opgave, men vi klør på. Vi har lært af skuffelsen mod Hvidovre, og nu er den lagt bag os. Når vi kigger frem mod søndagens kamp, så hiver vi fat i den gode præstation mod Randers i sidste uge, for det er de takter, vi skal finde frem igen. Vi skal forsvare os godt som hold igennem 90 minutter, og vi skal spille hurtigt. I tillæg skal vi være skarpere i omstillingerne.

- I det hele taget er vi fokuserede på at løfte os. Vi har helt klart noget at revanchere efter så dårlig en præstation mod Hvidovre. Det kunne vi ikke være bekendt over for klubbens fantastiske fans, os selv og alle de andre interessenter, som ønsker Brøndby IF det bedste. Vi brænder lige så meget efter den sejr som alle andre i og omkring klubben, og der er ikke noget, vi hellere vil, end at få den i hus i morgen.

TF

Thomas Frank på sidelinjen i sidste runde mod Randers FC. I morgen gælder det AaB på udebane. Foto: Arnason.dk.