Frank: Prioriterer pokalkampen højt

28.08.2013 08:55

I aften træder Brøndby IF ind i DBU Pokalen. Det sker med et vaskeægte Vestegnsopgør på udebane mod Hvidovre, der har den tidligere Brøndby-anfører Per Nielsen som cheftræner.

brondby.com har taget en snak med Thomas Frank om tilgangen til aftenens pokaldyst.

Topforberedte og topklar

- Alle ingredienserne i opskriften til et pokalbrag er til stede. Det er lokalopgør med storebror mod lillebror, og der er masser af relationer i form af folk omkring holdene, som har været i begge klubber. Det er formentlig den største kamp i Hvidovre i mange år, og det giver forhåbentlig en god kulisse med masser af mennesker på lægterne. Det tegner til at blive et rigtig brag.

- Vi prioriterer pokalkampen højt og vil meget gerne videre i turneringen. Vores tilgang til kampen er den samme som til alle andre, og vi vil gøre alt, hvad det kræver, for at spille os i næste runde. Vi er opmærksomme på, at det bliver svært, og at en pokalkamp kan have sit helt eget liv. Det bliver kun forstærket af de specielle ingredienser, som jeg nævnte før, og det kan være med til at give Hvidovre vinger - og dermed også en tro på, at de kan lave sensationen ved at banke storebror.

- Vi skal derfor være topforberedte, topklar og helt tunet ind på opgaven. Vi glæder mig os meget, og vi håber, at vi kan bære alle de gode ting fra præstationen mod Randers ind i aftenens pokalkamp. Det var til stor hjælp, at vi fik en ekstrem fantastisk opbakning, og den vil vi endnu en gang gerne takke for. Vi arbejder stinkende hårdt hver dag for at kunne betale tilbage, og der er ikke nogen tvivl om, at vi kun kan løfte det her projekt i fællesskab. Vi har brug for den fantastisk støtte fra vores fans, og nu vil vi sindssyg gerne give både dem og os selv en pokalsejr.

TF

Cheftræner Thomas Frank på sidelinjen under søndagens 0-0-opgør mod Randers FC. Foto: Arnason.dk.