Frank: Ærgerlig er et mildt ord

25.08.2013 23:20

Brøndby IF havde ikke kun det spillemæssige overtag i aftenens Superligaopgør mod Randers FC, men ligeledes en række store chancer, som med større skarphed kunne have sikret de blågule alle tre point.

Cheftræner Thomas Frank ærgrer sig over, at de flotte takter ikke udmøntede sig i en sejr.

Mangler bare at score

- Ærgerligt er et mildt ord om dagens resultat, for set over 90 minutter var det vores bedste kamp i denne sæson, lød det fra Thomas Frank efter slutfløjtet.

- Det var en blanding af utur og evner, der gjorde, at vi ikke vandt i dag. Vi skabte chancer, vi havde rigtig godt styr på Randers rent defensivt, vi var skarpe i forhold til deres kontraspil, vi holdt nullet for første gang, og det var endnu et skridt i den rigtige retning i forhold til det koncept, vi arbejder på. Vi gør alt rigtigt i forhold til at kunne vinde og holder gode typer som Schwartz, Kamper og Borring ude af kampen - vi mangler bare at score. Den del skal vi have på plads, for resten så virkelig fornuftigt ud.

- Kahlenberg faldt fint ind i spillet i dag, og spillere som Almebäck og Hradecky gør det også rigtig godt. Når det gælder alle vores nye spillere, så har jeg tidligere sagt, at de lige skal have 10 kampe, inden de når deres niveau. Vi er helt afklarede med, hvor vi står, og hvad der skal til for at bygge videre på tingene, fortalte Thomas Frank og tilføjede:

- Det var positivt, at vi fik lidt gang i Simon (Makienok, red.) igen efter hans skade, og at han dermed kunne få nogle minutter i benene. Hans træningsforløb op til kampen gjorde det ikke muligt at spille fra start, men ikke desto mindre går det den rigtige vej, og det var godt at se, at han er på vej tilbage.

TF

Thomas Frank dirigerer på sidelinjen under 0-0-kampen mod Randers FC. Foto: Arnason.dk.