
Sikkerhedsrapport fra Randers-kampen
09.04.2013 14:40
Som et led i Brøndby IF's øgede fokus på sikkerhedsområdet vil sikkerhedschef Mickel Lauritsen efter hver Brøndby-kamp "afrapportere" her på brondby.com.
På den måde kan alle involverede parter samt øvrige interesserede få et indblik i Brøndby IF's sikkerhedsafdelings syn på afviklingen af den netop overståede kamp.
Første kamp er Randers FC - Brøndby IF, der blev spillet søndag den 7. april kl. 17.
God styring på begivenhederne
I forbindelse med kampen mellem Randers FC og Brøndby IF, havde Brøndby IF's fans på forhånd fået tildelt et afsnit med plads til 800 personer. Grundet ombygning havde Randers ikke mulighed for at tilbyde yderligere tribuneafsnit til Brøndby IF's medrejsende tilskuere. Billetterne til udebaneafsnittet blev udelukkende udbudt i forsalg.
Forud for kampen var der god dialog mellem Randers' sikkerhedschef og undertegnede.
På dagen blev det skønnet, at udebaneafsnittet var besøgt af minimum 800 medrejsende Brøndby-fans, der ønskede at støtte holdet på dagen. Afsnittet var så fyldt, at det ikke umiddelbart var muligt for Brøndby IF's medbragte kontrollører at stå på selve afsnittet. De tog i stedet plads foran fansene på stykket mellem banderne og hegnet ind til selve tribunen. Derfra havde de et godt overblik over Brøndby IF's fans.
Forud for kampen var der lidt smågnidninger omkring nogle misforståelser omkring Brøndby Tifos medbragte flag og bannere. Dette blev efter godt samarbejde mellem fans, kontrollører og fankoordinatoren løst uden yderligere episoder.
Derudover var der rigtig god stemning på Brøndby-tribunen, hvor der var rigtig god styring på begivenhederne. Der var ved flere lejligheder et fint samarbejde mellem fans på tribunen og Brøndby IF's kontrollører, der ved fælles hjælp fik rettet småting til, så afviklingen af kampen foregik uden større hændelser. Specielt ved Brøndby IF's scoring blev der arbejdet rigtig godt fra fansenes side, idet presset på de forreste ved hegnet blev rigtig stort, hvorved der kunne have opstået et reelt problem. Men ved hjælp fra styrende kræfter på tribunen blev situationen bragt i orden, og den gode stemning kunne fortsætte.
Kampen forløb generelt med god stemning og masser af fin opbakning, og efter kampen fortsatte det billede. Alt i alt en god dag for Brøndby IF og Brøndby IF's fans i Randers.
Blågule hilsner,
Mickel Lauritsen
Sikkerhedschef, Brøndby IF