Mike Jensen: Meget vil gå tabt

25.04.2013 11:17

Mike Jensen skiftede i vinterpausen til norske Rosenborg BK efter at have spillet hele sit liv i Brøndby IF.

Nu er Mike Jensen en af 12 ex-Brøndby-spillere, der støtter aktivt op om den igangværende aktieemission i Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S. brondby.com fangede Mike over telefonen fra Trondheim. 

Kan ikke forestille mig, at Brøndby IF ikke eksisterer

- Det er meget simpelt - selvfølgelig vil jeg hjælpe Brøndby på grund af alt det, klubben har gjort for mig. Jeg vil gerne give noget igen, og hvis jeg kan sende et godt budskab ved at være med her, så gør jeg naturligvis det.

- Jeg støtter op om det her på grund af alle de mennesker og gode venner, jeg har i klubben, som har givet mig så meget igennem så mange år. Her tænker jeg på ungdomstrænere, holdledere, og generelt alle de mennesker, der er i og omkring klubben. Det er naturligt for mig at give lidt tilbage.

- Samtidig føler jeg også et ansvar for den sportslige nedtur, som vi må erkende har været der et stykke tid, og som også har haft indflydelse på den nuværende situation. Det har jeg været en del af, så hvis jeg kan hjælpe bare en smule på denne måde, så gør jeg selvfølgelig det.

- Det der går tabt, hvis det ikke lykkes, er efter min mening Danmarks bedste fodboldforening med alle de gode værdier og alle de gode folk, der er i klubben. Det gælder også hele fanskaren, som lever, ånder og kæmper for klubben. På den måde vil en stor del af mange folks identitet blive taget fra dem, og det må simpelthen ikke ske. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Brøndby IF ikke skulle eksistere længere, og derfor bakker jeg op om dette initiativ, lyder det fra Mike Jensen.

MJ

Mike Jensen bakker lige som 11 andre ex-Brøndby-spillere op om aktieemissionen i Brøndby IF.