
Makienok: Rart at hovedet stadig virker
07.04.2013 20:28
Simon Makienok blev matchvinder for anden kamp i træk, da Brøndby IF her til aften sejrede 1-0 i udekampen mod Randers FC.
Den lange angriber har scoret mange mål med fødderne i denne sæson, men denne gang var det toppen af de 201 centimeter, der satte den afgørende scoring i kassen.
Ekstra tro på tingene
- Det er længe siden, at jeg har scoret på hovedet, så det var rart at få bekræftet, at det stadig virker, siger Simon Makienok og bryder ud i latter.
- Det er en fantastisk følelse at hive tre point igen, men når det er sagt, så er vi stadig i en svær periode, og nu skal vi bruge medvinden på den mest optimale og positive måde. Vi er godt klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen, men sejrene giver ekstra tro på tingene.
- Bundkampen er tæt, og vi får virkelig brug for denne her mentalitet, hvor vi kæmper med alt, hvad vi har. Der er stadig mange runder at hente point i, men i første omgang fokuserer vi på den næste kamp mod SønderjyskE. Den er vigtig, så spekulationerne om alle de andre kampe må vente.
Simon Makienok blev matchvinder, da Brøndby IF sejrede 1-0 i Randers. Foto: Arnason.dk.