Dumic: Vi skal have en sejr

20.04.2013 11:00

Der er gået mindre end to døgn siden pokalnederlaget til Esbjerg fB, men Brøndby IF's Superligamandskab står allerede på nippet til en ny og vigtig opgave. Søndag kl. 17:00 gælder det således bundopgøret i Superligaen mod Silkeborg IF på Brøndby Stadion.

brondby.com har fanget midterforsvarer Dario Dumic, der glæder sig over, at fansene atter kan komme ind og støtte holdet i jagten på tre point.

Den skal have én over nakken

- Vi skal have en sejr. Der er ikke så meget at rafle om, for der er kun seks kampe tilbage, så timeglasset er ved at rinde ud. Vi kan ikke løbe fra, at det er en super vigtig kamp.

- Nederlaget i pokalsemifinalen var selvfølgelig et hak i tuden, men nu skal vi vise, at vi kan ryste det af os. At vi kan rejse os, lade pokalkampen være fortid og fokusere 100 procent på at præstere mod Silkeborg. Den skal have én over nakken. Det er ikke optimalt, at vi skulle ud i forlænget spilletid, men det er de forhold, vi må arbejde under denne gang.

- Derfor er det også fantastisk, at tilskuerne er tilbage på tribunerne. Det var mærkeligt at opleve stilheden i de to foregående hjemmekampe, når man har været vant til at blive båret frem igennem alle 90 minutter, uanset hvad der står på måltavlen. Jeg glæder mig rigtig meget til, at de kommer tilbage. Det er vores 12. mand.

DD

Dario Dumic glæder sig til at opleve fans på Brøndby Stadions tribuner. Foto: Arnason.dk.