
Turbo ser frem mod Randers-kampen
29.09.2012 09:00
Søndag kl. 19:00 skal Brøndby IF på besøg hos oprykkerne fra Randers FC, som har åbnet sæsonen med fire sejre, en uafgjort og fem nederlag.
brondby.com har taget en snak med assistenttræner Bent Christensen Arensøe om de blågules forberedelser til opgøret.
Producere flere chancer og fastholde defensiven
- Der er ingen grund til at undervurdere Randers, som flere gange har bevist, at det er et svært hold at spille imod. Det vidner 1-1-resultatet mod FC Nordsjælland i sidste uge også om. De er gode til at stå kompakt i defensiven for derefter at slå til på kontra, så det bliver en svær opgave, hvor vi skal passe på deres omstillinger.
- Vi er begyndt at fokusere mere på offensiven igen, og det får vi brug for, hvis vi skal dirke Randers-defensiven op. Tålmodighed og koncentration var to vigtige ingredienser i pokalsejren over B93 i onsdags, og det skal vi tage med videre. Vores defensiv er blevet stabiliseret på det seneste, men vi vil gerne bygge mere på rent offensivt. Det handler om at producere flere og større chancer og samtidig fastholde den defensive stabilitet. Alle skal tage ansvar for, at vi forsvarer som en samlet enhed, og vi skal flytte bolden hurtigt og have mere bevægelse, når vi angriber.
- Mange af tingene lykkedes i perioder mod FC Midtjylland i sidste weekend. Vi skal dog forlænge perioderne med det gode offensive spil og undgå at stresse med bolden. Får vi styr på dette og samtidig holder koncentrationen og disciplinen, når vi forsvarer, har vi alle muligheder for at få et godt resultat på søndag.
Assistenttræner Bent Christensen Arensøe tror på et godt resultat mod Randers FC. Foto: Arnason.dk.