
René Joensen på landsholdsvæggen
20.09.2012 13:33
Brøndby IF's unge færøske forsvarstalent René Joensen kunne torsdag middag afsløre sit navn på landsholdsvæggen, Wall of Honour, foran Brøndby IF's administration og sportslige afdeling, der alle var samlet ved Philips-indgangen ved Sydsiden.
Sportschef Ole Bjur, forstander på Brøndby Idrætsefterskole Bo Palle Jensen og selvfølgelig René Joensen selv tog alle ordet, da Renés A-landsholdsdebut skulle fejres (se billeder nederst i artiklen).
Der venter mange kampe forude
Sportchef Ole Bjur:
- Det er en stor ting at debutere for A-landsholdet i sit hjemland, og det er stærkt gået, at du allerede som 19-årig opnår det.
- Du har gennemgået en rivende udvikling i det sidste stykke tid, og det er fuldt fortjent, at du nu bliver hyldet og får dit navn på landsholdsvæggen med mange andre, store navne.
- Vi har lært dig at kende som en person, der altid er meget målrettet og fokuseret og arbejder stenhårdt på at nå dine mål. Der er ingen tvivl om, at hvis du kan holde fast i den indstilling og fortsætte de dyder, så ligger der mange kampe og venter på dig forude. Tillykke med debuten, René!
Stjerne-ambassadør
René Joensens tid på Vestegnen startede på Brøndby Idrætsefterskole, og derfor var det herefter forstander Bo Palle Jensens tur til at sige et par ord om René:
- Du kom jo hertil som en meget genert knægt fra Færøerne, og den første kamp du spillede i vores regi, var du færdig efter fem minutter og spillede i øvrigt på kanten. Man må sige, at der er sket noget siden.
- Vi er stolte over, at du igennem vores uddannelse har udviklet dig her i Brøndby IF og nu er A-landsholdsspiller. Derfor vil vi også meget gerne have lov til at gøre dig til Idrætsefterskolens første stjerne-ambassadør, lød det fra Bo Palle Jensen.
Tak til alle omkring mig
Efter talerne afslørede René Joensen sit navn på landsholdsvæggen og skulle herefter - ivrigt opfordret af holdkammeraterne - selv sige et par ord:
- Tak til klubben for at give mig mulighederne for at udvikle mig. Tak til spillerne, som har taget utrolig godt imod mig. Tak til mine tidligere og nuværende trænere. Tak til "fysserne" og til Ahron - ja, tak til alle omkring mig.
Efter klapsalverne blev der poppet et par flasker champagne og indtaget den obligatoriske kransekage.
brondby.com ønsker også René Joensen stort tillykke med A-landsholdsdebuten! Nedenfor kan du se lidt billeder fra seancen.
Så kom det store øjeblik.
Der blev klappet livligt, at René afslørede sit navn på Wall of Honour.
René Joensen flankeret af to trænere fra Brøndby Idrætsefterskole (t.v.) samt af forstander Bo Palle Jensen (t.h.).
Således tager René Joensens navn sig ud på landsholdsvæggen under den noget mere rutinerede Dennis Rommedahl.