
McGrath efter 2-0-sejr over FCK: Vi var meget effektive
03.09.2012 18:25
Brøndby Stadions bane 2 dannede mandag eftermiddag rammen om et opgør mellem Brøndby IF og FC København i Reserveligaen.
De blågule var toneangivende kampen igennem og sikrede tre point via en 2-0-sejr.
To mål af Brent McGrath
Brøndby IF's startopstilling rummede en del Superligaerfaring, og FC København stillede op med spillere som Martin Vingaard, Mustafa Abdellaoue, Christoffer Remmer og Kim Christensen. Sidstnævnte kom hurtigt på arbejde, for allerede i det 7. minut kom Brent McGrath fri i dybden og spillede bolden på tværs af feltet til Mike Jensen. FCK-keeperen var dog hurtigt ude af sit mål og fik kroppen i vejen for afslutningen.
I det 31. minut var der imidlertid bedre held i sprøjten for Brøndby IF. En velspillende Mikkel Jensen blev spillet dybt i venstre side, og hans flotte indlæg fandt vej til Brent McGraths pande. 1-0.
FC København havde også et par gode muligheder. Blandt andet i det første minut af anden halvleg, hvor Mustafa Abdellaoue kom alene igennem. FCK-angriberen ramte bolden helt skævt, og den gik derfor i en blød bue langt over mål. I stedet slog Brent McGrath til for anden gang. Mike Jensen tog et flot dybdeløb og fandt den 21-årige australier, som endnu en gang fik passeret Kim Christensen i FCK-målet.
- De andre gjorde arbejdet let for mig med god støtte og gode afleveringer, for vi spillede som et hold i dag og hjalp hinanden. Samtidig var vi meget effektive. Jeg havde to afslutninger og scorer to mål. Det var bare en af de dage, siger Brent McGrath med et lille smil.
- Vi stod kompakt, og det gjorde en forskel. Vi lykkedes på samme måde imod FC Nordsjælland i Superligaen i går, og hvis man holder de andre fra at score, kan man ikke tabe. Så handler det om at vise kynisme i den anden ende, og det gjorde vi heldigvis i dag.
- I slutningen af kampen kunne man godt se, at vi blev lidt trætte, men vi fortsatte med at spille god fodbold. Vi holdt på bolden og lod dem løbe. Det var varmt i dag, men vi holdt hovedet koldt, og de unge fra U19-holdet gjorde det godt. Det er hårdere end U19-ligaen, men de udførte deres job på bedste vis.
Brøndby IF - FC København 2-0 (1-0)
1-0: Brent McGrath (31. min.)
2-0: Brent McGrath (60. min.)
Startopstilling
M. Falkesgaard
S. Crone (U19) - D. Stenderup - M. Albrechtsen - D. Norouzi
F. Semou - M. Jensen
D. Holm (U19) - A. Hjulsager (U19) - M. Jensen (U19)
B. McGrath
Indskiftet: P. da Silva (U19), O. Tranberg (U19) og R. Gehlsen (U19)