Makienok på tavlen igen for U21-landsholdet

10.09.2012 10:45

Tre Brøndby-spillere var i landsholdsaktion i weekenden, og det kastede endda en blågul scoring af sig.

Simon Makienok scorede således for anden U21-landskamp i træk, da han bragte danskerne i front 1-0 cirka ti minutter før pausen imod Serbien. Serberne fik udlignet kort før tid, men Danmark er stadig med i kampen om puljens førsteplads og de vigtige play-off-pladser forud for U21 EM 2013 i Israel. Jens Stryger Larsen var ligeledes med i truppen.

Rommedahl og Goodson i aktion

Brøndby IF var også repræsenteret på det danske A-landshold, som spillede 0-0 med Tjekkiet i Parken i den første VM-kvalifikationskamp. Dennis Rommedahl var således med i den rødhvide startopstilling og spillede 80 minutter.

Clarence Goodson spillede hele kampen, da USA tabte 2-1 på udebane til Jamaica i VM-kvalifikationen. Der er allerede mulighed for revanche tirsdag, hvor de to mandskaber tørner sammen igen - denne gang på amerikansk grund.

Til gengæld var der ikke spilletid til nyindkøbte Quincy Antipas, som sad på bænken i Zimbabwes 3-1-sejr over Angola. René Joensen måtte ligeledes nøjes med at se til, da Færøerne tabte med 3-0 til Tyskland.

I aften kl. 19:00 får Simon Makienok og Jens Stryger Larsen en ny mulighed for landskampsminutter i benene, når det danske U21-landshold krydser klinger med Nordirland i Aalborg.

SMC

Simon Makienok havde mål i støvlerne, da det danske U21-landshold spillede 1-1 med Serbien. Foto: Arnason.dk.