Dumic: Suger alt til mig

22.09.2012 08:45

Brøndby IF skal en tur til Herning i 10. spillerunde, hvor FC Midtjylland tager imod.

Det kan dermed blive første gang, at Dario Dumic skal i aktion mod de rødsorte ulve. brondby.com tog derfor en snak med den 20-årige midterforsvarer.

Du har spillet 20 Superligakampe, men aldrig mod FC Midtjylland. Hvordan forbereder du dig på en modstander, som du ikke har personligt kendskab til?

- Vi forbereder os selvfølgelig taktisk på vores modstandere med video og lignende, og jeg sørger for at suge alt til mig. Derudover er der mulighed for at se angriberne og deres ageren i de andre Superligakampe, og jeg ved jo, hvilke typer de forskellige spillere er. Jeg synes også, at vi er gode til at hjælpe hinanden internt i truppen. Mine holdkammerater er gode til at komme med input i forhold til de erfaringer, de har haft med et bestemt hold eller en bestemt spiller.

Hvad skal tilskuerne forvente af kampen?

- FC Midtjylland tabte til AGF i sidste runde, så der er tale om to hold, som er sultne efter en sejr. Jeg forventer, at der bliver fuld knald på. Der skal i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at vi er sultne efter at give den gas. Vi skal dog stadig holde fokus på at fastholde og forbedre organisationen.

Du har været en del af startopstillingen igennem de fem seneste Superligakampe plus sejren i DBU Pokalen over Nordvest FC. Hvilke aspekter af spillet er lykkedes for dig personligt i den periode?

- Jeg synes, at jeg har stået godt defensivt, og i første omgang har det været min intention at være med til at stabilisere forsvaret. I det hele taget har der været en større bevidsthed på holdet om, at vi skal forsvare som en enhed, og at det ikke bare handler om en defensiv midt foran en forsvarskæde. Alle skal forsvare sammen, og det har vi helt klart forbedret på det seneste.

- Til at begynde med vil sådan et fokus lægge en dæmper på det offensive, men jo bedre du forsvarer, jo færre mål kræver det også for at vinde. Når det er sagt, så arbejder vi selvfølgelig hele tiden med at lægge mere og mere på rent offensivt. Vi vil gerne forsvare og angribe sammen, så der er struktur i holdet, for så bliver vi svære at spille imod.

DD

Dario Dumic har været en del af startopstillingen i de fem seneste Superligakampe. På søndag venter FC Midtjylland. Foto: Arnason.dk.