U-nyt: U19 slog AaB - U17 tabte

22.10.2012 13:51

Det var ikke kun Superligamandskabet, der var i aktion søndag. Både U17 og U19 tog således turen til Aalborg for at krydse klinger med AaB.

Udbyttet for rejsen til det nordjyske blev en sejr og et nederlag. John Ranum og U17-talenterne tabte 2-1, mens Peter Foldgasts U19-mandskab sejrede 4-1. AaB var faktisk foran 1-0 i U19-opgøret, men tre mål af angriber Torbjørn Billeskov og et enkelt af midtbanespiller Kristian Andersen sikrede de blågule sejren.

De tre point kom primært i hus på grund af spillernes evne til at tage de rigtig beslutninger og dermed afveksle spillet, fortæller U19-cheftræner Peter Foldgast

Ikke altid blændende, men effektivt

- AaB rammer stolpen et par gange, men jeg synes, at vi har styr på kampen. Det var ikke blændende fodbold opgøret igennem, men vi var effektive.

- Dernæst formåede drengene at tage kloge beslutninger. De var gode til at finde balancen mellem at spille bolden frem uden at spille naivt og alt for risikobetonet - det vil eksempelvis sige, hvornår vi skal spille kort, og hvornår vi skal forsøge at ramme en af vores egne lidt længere fremme på banen. AaB endte også med at se trætte ud til sidst, fordi de måtte løbe en del efter os.

TB

Torbjørn Billeskov, som her er i aktion i Reserveligaen, lavede tre mål i U19-holdets 4-1-sejr over AaB. Foto: Arnason.dk.