Lad os få et intenst, passioneret og sikkert Derby

19.10.2012 09:50

På søndag går det løs i Parken, når Brøndby IF spiller Derby mod FC København.

Brøndby IF's fanafsnit vil være fyldt til sidste plads, så stemningen her bliver uden tvivl helt fantastisk.

Brøndby IF's sikkerhedschef Emil Bakkendorff hæfter sig ved det glædelige i, at Derbyet bliver afviklet med masser af fans fra begge lejre, men betoner samtidig vigtigheden af at afvikle kampen på en sikker og forsvarlig måde.

Masser af positiv stemning, tak

- Jeg tror, at alle fodboldelskere i Danmark glæder sig over, at det kommende Derby bliver afviklet med masser af fans fra begge hold på tilskuerpladserne. Det er meget positivt, at Derbyet igen kan byde på masser af stemning og fans.

- Jeg tror og håber, at tiden er moden til dette, og at fansene fra begge lejre forstår vigtigheden af, at kampen bliver afviklet på en forsvarlig måde, samtidig med at der bliver fuldt drøn på tribunerne. Det er alfa og omega, at vi efter et forhåbentligt sikkert kampforløb kan kigge hinanden i øjnene og forsvare, at de kommende Derbys kan afvikles på tilsvarende vis.

- Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er sikker på, at det bliver et Derby, som igen vil sætte barren for fodbold-Danmark rent stemningsmæssigt, slutter Emil
Bakkendorff.

Også opfordringer fra fanside

Også Brøndby Support samt fangruppen Alpha har opfordret til passion, men samtidig fornuft og omtanke, når Derbyet på søndag løber af stablen. De opfordringer kan du læse her og her.

BIF

Der er lagt op til god stemning til Derbyet mod FC København på søndag i Parken, hvor Brøndby-afsnittet vil være fyldt til sidste plads.