
Thygesen: Mere sikre på både spilkoncept og hinanden
24.11.2012 09:15
Brøndby Stadion lægger græs til de blågules næste opgave i Superligaen, når AC Horsens kommer på besøg søndag aften kl. 19:15.
Efter flot spil og mange chancer i 2-2-kampen mod Esbjerg fB i søndags er der god tro på sejr i spillertruppen, fortæller Mikkel Thygesen.
Du kan købe billetter til opgøret her.
Hvordan var de interne reaktioner efter Esbjerg-kampen - glæde over at spille en god kamp eller skuffelse over ikke at få fuldt udbytte?
- Det har været lidt blandet. Jeg synes helt klart, at vi fortjente sejren, og det er selvfølgelig frustrerende, at man ikke får de tre point, når man føler, at man har et stærkt greb om kampen. I vores situation må vi dog tage alle de point, vi kan. I tillæg skal vi bygge videre på de gode elementer, og dem var der mange af mod Esbjerg. Vores boldbesiddelse var utrolig god, og vi skabte mange chancer for bare at nævne nogle stykker. Der var fuld knald på stadion og god stemning, så vi var kede af, at vi ikke kunne give en sejr tilbage, men der er trods alt en hel del at tage med videre.
Næste opgave er søndagens opgør på Brøndby Stadion mod AC Horsens, og den seneste Superligasejr over netop dette hold ligger fire år tilbage. Hvorfor skal vi tro på, at sejren kommer denne gang?
- Vi har faktisk spillet godt i de seneste opgør mod AC Horsens, men til gengæld har vi ikke været særlig gode til at lukke af eller lukke kampene. Det skal vi have stort fokus på. Sidste gang var vi foran 2-0 og fik alligevel kun ét point. Vi skal kunne holde en føring, hvis vi kommer foran, ligesom vi har bevist, at vi kan komme tilbage, hvis vi kommer bagud.
- Tidligere begik vi mange personlige fejl - specielt i kampene mod AC Horsens - og den del har vi arbejdet meget med. Vi er blevet mere sikre på vores spilkoncept, og vi er blevet mere sikre på hinanden. Tilliden og selvsikkerheden gør, at boldomgangen bliver bedre, og at vi kan minimere de personlige fejl, som tidligere har været afgørende for kampens udfald.
Mikkel Thygesen overtog anførerbindet i slutningen af 2-2-kampen mod Esbjerg, da Dennis Rommedahl gik ud. Nu venter et opgør mod AC Horsens. Foto: Arnason.dk.