Riza Durmisi på talentvæggen

21.11.2012 14:30

Brøndby IF's talentfulde U19-spiller Riza Durmisi debuterede den 26. august 2012 i 1-1-Superligakampen hjemme mod Esbjerg fB.

Derfor blev der forleden hængt et billede af ham op på væggen i talentkælderen, Wall of Talent. Spillerne på væggen har alle gået gennem Brøndby IF's talentudvikling for senere at få debut for klubbens bedste hold.

En spændende spiller

Traditionen tro holdt talentchef Kim Vilfort en tale i forbindelse med ophængningen af billedet foran den forsamlede ungdomsafdeling. Fra Vilfort lød det blandt andet:

- Riza har taget skridtet og debuteret i Superligaen allerede som U19-spiller. Det er sket, fordi Riza hele tiden har arbejdet hårdt og målrettet på at forbedre sig. Efter hans skadesperiode i sidste sæson tog han virkelig skeen i den anden hånd. 

- Som ungt talent er det ikke nok at være en dygtig spiller - man skal også mentalt være parat og have den rette indstilling i hverdagen. Det er et stort skridt at gå fra U19 til Superliga, og nu glæder vi os til at se Riza udvikle sig videre og med tiden etablere sig på A-holdet.

- Riza er inde i en rigtig god udvikling, som vi tror på fortsætter. Som spiller er Riza utrolig hurtig, aggressiv og driblestærk og kan spille alle pladser i venstresiden.

I skrivende stund er Riza Durmisi med det danske U19-landshold på Cypern til tre EM-kvalifikationskampe mod henholdsvis Cypern, Montenegro og Finland.

RD

Riza Durmisi er det seneste Brøndby-talent, der har debuteret i Superligaen efter at have været gennem Brøndby IF's talentudvikling.