Optakt: Jagten på en længe ventet sejr over AC Horsens

22.11.2012 11:53

Efter en 2-1-sejr over Silkeborg og en 2-2-kamp mod Esbjerg skal cheftræner Auri Skarbalius & co. forsøge at sikre flere point, når bolden søndag aften endnu en gang ruller på Brøndby Stadion. Denne gang er det AC Horsens, der kommer på besøg.

Opgøret bliver det 20. af slagsen mellem de to mandskaber i Superliga-sammenhæng. Syv gange har Brøndby IF sejret, fire opgør er endt uafgjort, og otte gange har AC Horsens taget alle tre point.

Senest de to mandskaber tørnede sammen var søndag den 16. september 2012 i 9. spillerunde. De blågule var foran 2-0 efter en times spil på mål af Mike Jensen og Jens Stryger Larsen, men den tidligere Brøndby-spiller Martin Spelmann og Alexander Juel Andersen sikrede AC Horsens 2-2 og det ene point.

Mange spillere er sultne efter første sejr over ACH

2-2-opgøret i september blev det ottende forsøg uden Brøndby-sejr. Senest de blågule tog alle tre Superligapoint mod AC Horsens var således den 3. november 2008, hvor Jan Kristiansen, Ousman Jallow og 2 x Morten 'Duncan' Rasmussen sikrede en 4-3-sejr her på Brøndby Stadion.

Jan Kristiansen er dermed oppe på to sejre over AC Horsens som Brøndby-spiller. Holdkammerater som eksempelvis Jens Stryger Larsen, Daniel Stenderup, Michael Tørnes, Clarence Goodson, Dario Dumic, Dennis Rommedahl og Mikkel Thygesen jagter stadig den første Superligasejr i Brøndby-trøjen over horsensianerne.

I sidste weekend sad Clarence Goodson, Dario Dumic og Jan Kristiansen på tribunen grundet karantæne, men denne gang kan kun skader forhindre trænerteamet i at vælge frit på alle hylder. Uanset hvilke 11 der skal kæmpe i den gule trøje, er det vigtigt, at de får den sædvanlige gode opbakning fra tribunerne. Lad os alle bakke op og dermed hjælpe dem godt på vej. God kamp!

Kampinfo:
Kick-off: 19:15
Dommer: Michael Tykgaard
Billetter: Kan købes her
TV-transmission: 3+

Superligaform:
Brøndby IF: T-U-T-V-U
AC Horsens: U-V-U-V-T

Head-to-head:
Hjemme: 5 sejre, 2 uafgjorte, 3 nederlag (målscore: 19-12)
Ude: 2 sejre, 2 uafgjorte, 5 nederlag (målscore: 8-16)
Samlet: 7 sejre, 4 uafgjorte, 8 nederlag (målscore: 27-28)

Seneste fem indbyrdes opgør:
16.09.2012: Brøndby IF - AC Horsens 2-2
15.04.2012: AC Horsens - Brøndby IF 2-0
28.11.2011: Brøndby IF - AC Horsens 0-1
31.07.2011: Brøndby IF - AC Horsens 1-4
01.05.2011: Brøndby IF - AC Horsens 0-0

Karantæne:
Ingen

Karantæne ved næste kort uanset strafpoint:
Simon Makienok, Brøndby IF
Dario Dumic, Brøndby IF
Oke Akpoveta, Brøndby IF
Jens Stryger Larsen, Brøndby IF
Mike Jensen, Brøndby IF
Franck Semou, Brøndby IF
Jude Nworuh, AC Horsens

Dommer Michael Tykgaard og Brøndby IF:
23.09.2012: FCM - Brøndby IF 1-1 (4 gule + 1 rødt kort + 1 straffe til Brøndby IF)
15.04.2012: ACH - Brøndby IF 2-0 (1 gult kort til Brøndby IF)
30.10.2011: Brøndby IF - AaB 1-1 (2 gule kort til Brøndby IF)

Kilder: Superstats.dk & danskfodbold.com