Optakt: Bliver Esbjerg-kampen tredje sejr i streg?

16.11.2012 11:35

Efter en succesfuld tur til Silkeborg i sidste weekend er det atter blevet tid til Superligabold på Brøndby Stadion. Denne gang får Brøndby IF besøg af Esbjerg fB, som er placeret på 10. pladsen i tabellen med tre point flere end de blågule.

Opgøret bliver det 35. af slagsen mellem de to mandskaber i Superliga-sammenhæng. 17 gange har drengene fra Vestegnen sejret, 10 opgør er endt uafgjort, og 7 gange har de blåhvid-stribede esbjergensere kunnet strække armene i vejret.

Senest de to mandskaber tørnede sammen var i 7. spillerunde søndag den 26. august 2012. Esbjergs Martin Braithwaite bragte gæsterne foran med 20 minutter tilbage på uret, men 11 minutter senere headede Dario Dumic bolden i kassen til slutresultatet 1-1. Dermed er tre af de seneste fem opgør mod Esbjerg fB endt med netop disse cifre.

Antipas er fri af karantæne

Søndagens dommer er Jakob Kehlet, og sidste gang han passede fløjten mod Esbjerg på Brøndby Stadion, fik tilskuerne tre mål og en sejr for pengene. Det var den 21. april 2011, hvor de blågule sejrede med 3-0 på mål af Clarence Goodson, Mike Jensen og Nicolaj Agger.

Netop Clarence Goodson sidder ude til søndagens kamp på grund af karantæne. Det samme gør forsvarskollegaen Dario Dumic og midtbanespilleren Jan Kristiansen, som fik sit gennembrud i netop Esbjerg fB. Til gengæld er Quincy Antipas - målscorer, oplægger og Man of the Match fra sidste uges 3-0-sejr i pokalturneringen - tilbage fra karantæne.

Brøndby IF går ind til opgøret med to sejre over Silkeborg i bagagen. Forhåbentllig kan det blive til 'tre i streg' med en sejr over Esbjerg, hvilket vil give tre vigtige point til de blågules kamp for at komme væk fra bunden. Lad os alle bakke drengene op og dermed hjælpe dem godt på vej. God kamp!

Kampinfo:
Kick-off: 17:00
Dommer: Jakob Kehlet
Billetter: Kan købes her
TV-transmission: Canal9

Superligaform:
Brøndby IF: T-T-U-T-V
Esbjerg fB: U-U-T-V-U

Head-to-head:
Hjemme: 11 sejre, 4 uafgjorte, 3 nederlag (målscore: 35-21)
Ude: 6 sejre, 6 uafgjorte, 4 nederlag (målscore: 25-17)
Samlet: 17 sejre, 10 uafgjorte, 7 nederlag (målscore: 60-38)

Seneste fem indbyrdes opgør:
26.08.2012: Brøndby IF - Esbjerg fB 1-1
21.04.2011: Brøndby IF - Esbjerg fB 3-0
31.10.2010: Esbjerg fB - Brøndby IF 1-2
15.08.2010: Brøndby IF - Esbjerg fB 1-1
25.04.2010: Esbjerg fB - Brøndby IF 1-1

Karantæne:
Dario Dumic, Brøndby IF
Clarence Goodson, Brøndby IF
Jan Kristiansen, Brøndby IF

Karantæne ved næste kort uanset strafpoint:
Simon Makienok, Brøndby IF
Dario Dumic, Brøndby IF
Oke Akpoveta, Brøndby IF
Jens Stryger Larsen, Brøndby IF
Mike Jensen, Brøndby IF
Franck Semou, Brøndby IF
Jonas Knudsen, Esbjerg fB
Steffen Ernemann, Esbjerg fB

Dommer Jakob Kehlet og Brøndby IF - de fem seneste:
21.10.2012: FCK - Brøndby IF 1-0 (1 gult kort til Brøndby IF)
30.07.2012: Brøndby IF - SIF 2-1 (3 gule kort til Brøndby IF + 1 straffe imod)
05.04.2012: FCK - Brøndby IF 3-1
28.08.2011: FCM - Brøndby IF 2-1 (3 gule kort til Brøndby IF)
23.07.2011: SIF - Brøndby IF 0-1 (2 gule kort til Brøndby IF)

Kilder: Superstats.dk & danskfodbold.com