
Sjællandske klubber konkurrerer om sommerkamp mod Brøndby IF
06.03.2012 09:50
Brøndby IF har i vinterpausen lanceret en konkurrence for de største sjællandske breddefodboldklubber og deres medlemmer.
Kort fortalt går konkurrencen ud på, at den klub der skaffer flest medlemmer til kampe på Brøndby Stadion i løbet af foråret vinder en sommerkamp på eget stadion mod Brøndby IF. Derudover er der en række andre fine præmier til klubberne i top 10.
Medlemmer af de forskellige fodboldklubber registreres ved indgangen til Brøndby Stadion, og klubbernes fremmøde til forårets kampe beregnes procentuelt efter deres medlemstal, hvorefter der til sidst findes en vinder.
Aktivering og loyalitet
Administrerende direktør Jan Lockhart:
- Konkurrencen er en måde, hvorpå vi forsøger at aktivere den store gruppe af Brøndby-sympatisører, der er på Sjælland, men som ikke ofte nok får taget turen til Brøndby Stadion. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil have flere børn og børnefamilier på stadion, hvilket vores 20-kroners kampagne også bærer præg af, og denne konkurrence rammer ned i det segment.
- En sommerkamp mod Brøndby IF er en attraktiv præmie for en breddeklub, da det vil skæppe godt i klubkassen, så vi håber på, at klubberne synes det samme og er gode til at aktivere deres mange medlemmer. Som en sidegevinst kan det jo tænkes, at en del af de børn og familier, der oplever stemningen på Brøndby Stadion, vil hænge ved, når konkurrencen er ovre.
En række sjællandske klubber konkurrerer i foråret om en sommerkamp på eget stadion mod Brøndby IF's Superligatrup.