
Makienok: Sammenholdet bliver stærkere og stærkere
19.03.2012 08:01
Brøndby IF vandt som bekendt søndag 2-1 mod Superligaens nummer to, FC Nordsjælland.
Brøndby IF's angriber Simon Makienok leverede kampen igennem en fin arbejdsindsats, som blev kronet med det flotte mål til 1-0.
Hårdt arbejde betaler sig
- Det var rigtig vigtigt at få tre point mod FC Nordsjælland. Vi havde aftalt at presse dem højt oppe på banen, det synes jeg lykkedes rigtigt godt, og sejren var fortjent.
- Vi kører videre og fortsætter den gode stime med syv point i tre kampe. Vi har bedre og bedre styr på vores aftaler indbyrdes, og vi følger det taktiske oplæg til punkt og prikke. Det er noget, vi arbejder hårdt med op til kampene, så det er dejligt, når det går godt.
- Jeg går ind til hver kamp med stor selvtillid, og jeg går altid på banen med troen på, at jeg kan score. Det er klart, at sådan en kamp som i går ikke gør min eller holdets selvtillid mindre.
- Jeg føler, at hele holdets selvtillid vokser for hver kamp vi spiller, og sammenholdet bliver stærkere og stærkere. Men vi skal stadig være ydmyge og arbejde stenhårdt, slutter Simon Makienok Christoffersen.
Simon Makienok tiljubles af oplæggeren til målet, Daniel Norouzi. Foto: Arnason.dk