
Klubseminar med fokus på fremtiden
28.03.2012 10:01
Fredag og lørdag i den forgangne weekend mødtes små hundrede folk med tilknytning til Brøndby IF's amatørafdeling og professionelle afdeling på First Hotel i Høje Taastrup til et klubseminar med arbejdstitlen: "Gamle dyder - nye tider".
På seminaret, der er blevet afholdt to gange tidligere, blev der dels debatteret forskellige emner i relation til klubben og dels hentet inspiration via forskellige oplæg fra interne og eksterne oplægsholdere. Seminarets overordnede formål var at styrke sammenholdet i klubben ved at bringe folk tættere sammen og sætte fokus på de områder, der med fordel kan forbedres, så Brøndby IF's status som én samlet klub styrkes.
Masser af god debat
Bodfolk, kontrollører, trænere, holdledere, bestyrelsesmedlemmer, direktør, sportschef samt andre frivillige og administrationsansatte var alle repræsenteret på det velbesøgte klubseminar, der blev afholdt i en rigtig god stemning og positiv ånd.
Fredagens program bestod mest af alt af en række indledende taler ved blandt andre bestyrelsesformand Per Bjerregaard og også af et fremragende inspirationsforedrag om ildsjæle ved Tommy Krabbe. Herefter stod den på social hygge til ud på de små timer i de tilstødende lokaler.
Fra morgenstunden lørdag gik gruppearbejdet i gang. Her blev en række emner vendt i ni forskellige arbejdsgrupper og til sidst opsummeredes gruppernes resultater i plenum. Overordnet set var der fokus på at styrke fællesskabet på tværs af klubbens mange afdelinger, og også "Brøndby-ånden" blev sat under lup og (re)defineret af de forskellige arbejdsgrupper.
Som et led i afrundingen af klubseminaret fortalte sportschef Ole Bjur tilhørerne om det vigtige udviklingsarbejde, der pågår i den sportslige sektor og om intentionerne om at styrke den sportslige strategi til at omfatte alle klubbens hold ned gennem rækkerne. Den røde tråd skal videreudvikles og implementeres fra børnefodbold til Superliga. Herefter var det tak for denne gang til alle de deltagende efter et rigtig godt arrangement.
Tommy Krabbe holdt et inspirerende oplæg om ildsjæle.
Der blev også tid til lidt vådt og tørt.
Et af seminarets emner under debat.