
Justitsministeren til møde i Brøndby IF
27.03.2012 13:17
Tirsdag morgen mødtes justitsminister Morten Bødskov med repræsentanter fra Brøndby IF - herunder Brøndby Support - på Brøndby Stadion med henblik på at debattere fanproblematikken samt mulige løsningsmodeller.
Klokken 9:30 fik interesserede pressefolk mulighed for at stille et par spørgsmål til parterne inde på grønsværen på Brøndby Stadion.
Forskelligartede udfordringer
Det positive møde løb af stablen i Café 1964, hvor justitsministeren lagde ører til Brøndby IF's erfaringer og holdninger til den komplekse fanproblematik.
Administrerende direktør Jan Lockhart udtaler:
- Det var et rigtig positivt møde, hvor vi fik lejlighed til at lufte vores erfaringer og syn på de forskellige løsningsmodeller, der kan komme i spil i forhold til udfordringerne på fanområdet.
- Der var en fin dialog og generelt en god forståelse for, at udfordringerne er forskelligartede, og at der ikke er noget quick fix, der på et splitsekund vil løse fanproblemerne.
Senere på foråret skal justitsministeren også mødes med FC København og AaB. Det blev efterfølgende aftalt parterne imellem at holde dialogen vedlige.