
Gehrt: Glad for at kunne bidrage til holdet
28.03.2012 13:59
I søndagens 2-1 sejr over Lyngby BK blev Mathias Gehrt skiftet ind i pausen i stedet for Michael Krohn-Dehli. Mathias Gehrt gjorde et fint indhop, og var med til at sikre den vigtige 2-1 sejr.
Det har været småt med spilletid til Gehrt i de første fire kampe, men han gør, hvad han kan til træning, og er bare glad for alle de minutter han får.
Hårdt arbejde hver dag
- Jeg synes, at jeg gør det fint, da jeg kommer ind. jeg havde glædet mig til at spille igen, og jeg er bare glad, for alle de minutter jeg får i Superligaen. Generelt spiller vi en ok kamp mod Lyngby BK, hvor jeg egentlig føler, at vi har godt styr på det, selvom kampen til tider er lidt rodet.
- Jeg har spillet en del på reserveholdet på det seneste, og jeg synes at niveauet er ret højt. De hold vi møder, har altid Superliga-spillere med på holdet, så selvom kulisserne ikke er så imponerende, så lærer jeg også noget der, og kampene sørger for, at jeg er klar, hvis Auri Skarbalius har brug for mig.
- Jeg tror, det bliver en tæt kamp mod OB. De har fået ny træner, og det kan nogle gange bringe ny gejst ind i truppen. Der er ingen tvivl om at OB har nogle dygtige spillere, så det er et godt hold, vi skal møde, men hvis vi spiller, som vi har gjort i de foregående kampe, og knokler for det i alle 90 minutter, så tror jeg også på, at vi kan tage de tre point her på hjemmebane.
- Jeg føler mig i god form for tiden, og hvis Auri har brug for mig, er jeg selvfølgelig altid klar til at hjælpe holdet, slutter Mathias Gehrt.
Mathias Gehrt tror på at holdet kan fortsætte den gode stime og få tre point på Brøndby Stadion mod OB.