Frederik Holst: Jeg vil give noget tilbage til klubben

13.03.2012 08:59

En af profilerne på U19-holdet, Frederik Holst, udtalte for nyligt til Politiken, at han ønsker at slå igennem i Brøndby IF, før han begynder at kigge mod udlandet.

I forlængelse af de udtalelser fangede brondby.com den talentfulde spiller, med det karakteristiske overskæg, til en snak om hans tid i Brøndby IF og om mulighederne for i fremtiden at tørne ud for de blågule på Brøndby Stadion.

Brøndby IF er min klub

Hvorfor vil du gerne slå igennem i Brøndby IF

- Jeg har været og er stadig meget glad for at være i Brøndby IF. Det er her, jeg gerne vil slå igennem, og jeg føler, at jeg skylder at give noget tilbage til klubben, efter de har valgt at tro på mig og har hjulpet mig til at blive den spiller, jeg er i dag.

- Jeg synes, at klubben har en af de absolut bedste talentafdelinger i Danmark, og samtidigt er det et af de bedste steder for unge spillere, fordi man giver de unge spillere chancen på Superligaholdet. Det ville være rigtigt stort for mig at løbe ind til "Jump" og spille for Superligaholdet.

Tror du på, du kan slå igennem her?

- Ja, det er klart, ellers havde jeg ikke lagt så mange timer og arbejde i det, som jeg har gjort og fortsat gør. Nu har jeg også været oppe og træne med førsteholdet fast, og niveauet er da klart højere, men jeg synes godt, jeg kan følge med. I det hele taget føler jeg, at jeg er godt rustet efter den "uddannelse", jeg har fået hidtil i klubben.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til Brøndby IF?

- Brøndby IF er min klub. Det er her, jeg har spillet det meste af min ungdomskarriere, det er med Brøndby IF, jeg har fået utrolig mange store oplevelser, og det er herude, jeg har skabt mange af mine bedste venskaber. De sidste fem år har jeg været herude næsten hver dag, så det er som et andet hjem for mig.

- Jeg har også fulgt Superligaholdet, siden jeg startede herude og har ofte stået på stadion, når jeg ikke selv har spillet for med ungdomsholdene. Så Brøndby IF har en kæmpe betydning for mig, og det er fantastisk at være en del af det fællesskab, der er herude.

Der har været nogen skriverier om, at du skulle være FCK-fan?

- Ja, det har jeg kunne læse mig frem til. Det passer overhovedet ikke. Da jeg var lille og spillede i BK Union, tog hele holdet nogle gange ind og så FCK. Det var ikke fordi, jeg var glødende FCK-fan, men mere fordi hele holdet og mine venner tog derind. Jeg har ikke været til en FCK-kamp, siden dengang jeg var drengespiller i BK Union, og der er ikke noget jeg elsker mere end at vinde over og score mod FCK, slutter Frederik Holst.

FH

U19-talentet Frederik Holst med det karakteristiske overskæg.