
Bakkendorff: Gode fan-takter mod FCN
23.03.2012 09:14
Da Brøndby IF søndag eftermiddag sejrede på Farum Park var Brøndby IF's medrejsende fans forud for kampen til prematch arrangement uden for stadion stablet på benene af værterne fra FC Nordsjælland.
Arrangementet er baseret på den fan-aftale, som de to klubber og ikke mindst Brøndby IF's fans har indgået for de kommende to år.
Der er i begge lejre stor tilfredshed med forløbet af arrangementet.
Eksempel til efterlevelse
Sikkerhedschef i Brøndby IF, Emil Bakkendorff, fortæller:
- Arrangementet i Farum forløb så godt, som vi alle kunne håbe på. Det var glædeligt, at der ingen ballade var, hverken før eller efter kampen. Der var tværtimod en rigtig god stemning, og vores bulletiner deroppefra går på, at også FCN er meget tilfredse med forløbet.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne ser, at denne model spreder sig som ringe i vandet til de andre klubber, vi gæster, da det - de to gange det har været prøvet - har været en klar succes.
Malurt i bægeret
På trods af det succesfulde prematch arrangement i Farum er der alligevel ikke lutter positive vibrationer, når det kommer til fanopførsel på hjemme- og udebane. Emil Bakkendorff uddyber:
- Selv om vi er glade for søndagens forløb, bliver vi alligevel nødt til at kigge på vores synderegister.
- Det er desværre sådan, at vi hos DBU har haft to udebanesager og tre hjemmebanesager til behandling. Det har resulteret i to advarsler og bøder på samlet 45.000 kroner. Hvad værre er, betyder det, at næste gang vi indberettes for fanballade overgår sagen til individuel behandling. Det kan udmønte sig i alt fra store bøder til pointstraf eller kampe uden tilskuere.
- Lad mig derfor kraftigt opfordre til, at vi i fællesskab undgår at nå derud. Hvis man er fan af en klub, kan det ikke være i ens interesse, at klubben rammes hårdt økonomisk eller sportsligt på grund af ens handlinger. Lad derfor søndagens gode fan-takter danne præcedens for de kommende kampe hjemme såvel som ude. Rigtig god kamp på søndag, slutter Emil Bakkendorff.
Goodson i vild jubel ud mod de mange medrejsende Brøndby-fans efter 2-1-målet mod FC Nordsjælland.