
DBU-bøde tages til efterretning
12.05.2012 16:16
Fredag udmøntede DBU's disciplinærudvalgs behandling af de indberettede fanepisoder ifm. Horsens-kampen den 15. april 2012 sig i en bøde på 40.000 kroner til Brøndby IF.
Klubbens sikkerhedschef Emil Bakkendorff udtaler:
Øget fokus på bekæmpelse af kasteskyts
- Vi har modtaget disciplinærudvalgets afgørelse. Vi er naturligvis kede af igen at blive tildelt en bøde, men vi tager dommen til efterretning.
- Det er vigtigt for os at slå fast, at vi på ingen måde tolererer brug af kasteskyts, som udgjorde den primære del af indberetningen efter Horsens-kampen, eller andre ting, der kan føre til spilafbrydelser og indberetning. Det er ærgerligt, at nogle få med hovedet under armen skal ødelægge det for det store flertal og for klubben.
- Sammen med klubbens fans bestræber vi os nu på i endnu højere grad at bekæmpe brug af kasteskyts hjemme såvel som ude, og vi overvejer i øjeblikket hvilke løsningsmodeller, der er brugbare og kan komme i anvendelse på dette område.
- Slutteligt vil jeg henlede opmærksomheden på, at vi trods enkelte episoder i Horsens, som altså forårsagede bøden, har set rigtig gode tendenser på vores fanafsnit på udebane - senest i Aalborg, hvor der var ros for den festlige og positive stemning på Brøndby-afsnittet fra alle instanser. Lad os fortsætte i det spor fremadrettet!