
Bent: Meget tilfreds med reserverne
15.05.2012 13:00
Mandag eftermiddag besejrede Brøndby IF's reserver HB Køges ditto med 3-1 på udebane. Målene blev scoret af værternes Nicola Saric, mens Rasmus Gehlsen (U19) med ét mål og Frederik Holst (U19) med to mål kom på scoringstavlen for de blågule.
Dermed blev det til to gode dage for unge Holst, der søndag fik sin officielle debut for Brøndby IF og så dagen efter scorede to mål for reserverne. Du kan læse et fyldigt kampreferat på 90minutter.dk.
Slutter på tredjepladsen
Sejren betyder, at Brøndby IF's reservehold ender på tredjepladsen i årets reserveholdsturnering. Selv om det ikke blev til en førsteplads som sidste sæson, er det en fin præstation, specielt når antallet af anvendte U19- og U17-spillere tages med i betragtningen.
brondby.com talte med assistenttræner Bent Christensen Arensøe om reserveholdssæsonen:
- Generelt har det været en rigtig god turnering for os, og vi kan kun være tilfredse med de resultater, det er blevet til. Når man tænker på alle de unge, vi har brugt - især i slutspillet - så har de gjort det rigtig godt og har udviklet sig meget undervejs. Eksempelvis slutter vi kampen i mandags med otte U17- og U19-spillere på banen, og vi holder stadig et højt niveau. Derudover skal der lyde ros til de A-trupspillere, der har været med undervejs, for en altid professionel indsats og for god støtte til de unge.
- Jeg synes, vi har fået det maksimale ud af turneringen i forhold til de unge spilleres udvikling. De har fysisk bygget på fra kamp til kamp og lært, hvad det vil sige at spille seniorfodbold. Jeg synes, vi har spillet fantastisk undervejs, og de kampe vi har tabt har alle været meget tætte og kunne have gået begge veje.
- Af og til har man selvfølgelig kunne se, at de unge endnu mangler lidt kynisme og har for meget "ungdomstilgang" til spillet, men det er naturligt nok. Ved at give mange af talenterne spilletid i reserveholdskampene klæder vi dem bedre på til springet til Superligafodbold. Det er en rejse for de unge, hvor mange af dem virkelig har rykket sig.
- Vores primære formål med reserveholdsturneringen er at udvikle de unge og gøre dem klar til seniorfodbold. Derfor sadlede vi også lidt om halvvejs i turneringen og gav i højere grad de unge chancen. De er simpelthen langt bedre rustet med nogle seniorkampe under bæltet, og det er rigtig godt for deres videre udvikling, slutter assistenttræner Bent Christensen Arensøe.
René Joensen har været en af mange fremtrædende unge spillere på reserveholdet denne sæson. I marts måned underskrev han en ny kontrakt med Brøndby IF og søndag ude mod AGF debuterede færingen på Superligaholdet.