
U19: Et lille skridt tættere på medaljer
11.06.2012 10:34
Søndag spillede Brøndby IF's U19-talenter sig tættere på medaljer med en 2-1-sejr over AGF/Viby i Aarhus. Dagen inden spillede OB 2-2 med FC København, og det betyder, at Mads Davidsens tropper er et enkelt point efter de stribede fra Odense inden sidste spillerunde.
Brøndby IF kontrollerede opgøret fra første fløjt med høj boldbesiddelse, god boldomgang og flotte opspil. Det gav bonus i det 18. minut, hvor fem-seks hurtige pasninger og et indlæg fra venstre back Patrick da Silva havnede i panden på Rasmus Louie Larsen, som headede bolden knaldhårdt ind under overliggeren.
Efter en halv time blev det 2-0, da et hurtigt kombinationsspil og en dyb bold sendte Nicholas Mortensen mod mål. Angriberen kvitterede ved at sparke kuglen sikkert i kassen fra kanten af feltet.
Kampen blev mere rodet efter pausen, hvor AGF/Viby fik trykket på med lange bolde imod en mindre hær af høje spillere. Fysikken skabte problemer for de blågule talenter, som måtte indkassere et mål kort før tid. Stormen blev dog redet af, og alle tre point kom med hjem til Brøndby.
Slås for sagen
Cheftræner Mads Davidsen udtrykker stor tilfredshed med turen til det østjyske:
- Kæmpe ros til drengene for en flot indsats. Vi spiller virkelig flot fodbold i første halvleg, hvor vi har en sublim boldomgang og viser, at vi er AGF overlegne på bolden. Efter pausen bliver vi mast lidt fysisk, men drengene slås for sagen, og vi får de tre point med hjem.
- Stor ros til holdet, men også til Mathias Romme (96), der stod på mål og altså er tre år yngre end de fleste andre. Han leverede en rigtig fin kamp i målet.
AGF/Viby - Brøndby IF 1-2 (0-2)
0-1 Rasmus Louie Larsen
0-2 Nicholas Mortensen
1-2 AGF/Viby
Startopstilling
Mathias Romme (96)
T. Aarris - M. Nielsen - M. Redsted - P. Da Silva
J. de Freitas - P. E. Højbjerg - R. Durmisi - R. Louie Larsen
K. Faizi
N. Mortensen
Indskiftninger: Ricardo Gray og Rasmus Gehlsen