
U17 er pokalmestre 2012
07.06.2012 10:54
Onsdag aften havde Brøndby IF's U17-talenter mulighed for at vinde titlen som pokalmestre. Den chance lod de unge talenter ikke passere forbi, men greb den sikkert med en knusende 5-1-sejr over Næstved IF.
Målene blev scoret af Jamil Faizi, Kevin Andreasen, Mathias Andersen samt to gange Torbjørn Billeskov. Mikkel Hilt garnede til 0-1 for Næstved IF.
Første af to mulige titler
Pokaltitlen kom i hus efter en flot kamp, hvor det efterhånden som opgøret skred frem blev tydeligt, at gæsterne fra Næstved til daglig spiller i den næstbedste række. Brøndby IF var ganske enkelt et bedre hold, hvilket slutresultatet også indikerer.
De grønblusede sydsjællændere kæmpede dog forbilledligt gennem hele kampen, og fortjent blev gæsternes Mikkel Hilt valgt til årets pokalfighter.
I U17 Ligaen har de blågule talenter fortsat muligheden for at besætte førstepladsen og dermed tage The Double. Der resterer to kampe, og Brøndby IF er nummer to - ét point efter AGF, som Brøndby IF gæster på søndag den 10. juni i en regulær guldkamp. Lørdag den 16. juni gælder det AaB i sæsonens sidste kamp hjemme på bane 2.
Ranum glæder sig over titlen
brondby.com talte med U17-cheftræner John Ranum dagen efter pokaltriumfen:
- Det var en rigtig god indsats af hele holdet, og flere af vores dygtige individualister får også vist, hvad de står for. En god kamp og en dejlig sejr.
- Kampen forløb mere eller mindre som forventet. Næstved kom ud med en kontrolleret defensiv og stod meget kompakt og satsede på omstillinger, mens vi var meget på bolden. Vi kommer også frem til de afslutninger, vi skal - jeg tæller otte afslutninger til os, da Næstved scorer på deres første chance. Vi kommer hurtigt tilbage og får udlignet og sidder på spillet resten af halvlegen. Reelt punkterer vi kampen først i anden halvleg med målene til 2-1 og 3-1.
- Ved 3-1 redder Andreas Hansen os et par gange, hvor Næstved er igennem på kontra. Andreas har i sæsonen gang på gang vist, at han er der, når det brænder på - han er fantastisk i en-mod-en situationer, og det viser han også i går.
- Torbjørn (Billeskov, red.) kommer ind i anden halvleg og laver to kasser, hvilket snart er kendetegnende for ham. Kevin Andreasen fik chancen fra start på den centrale midtbane og var rigtig god. Han arbejdede stenhårdt som otter og gjorde ikke tingene sværere, end de er. Derudover var der flere andre spillere, der udmærkede sig.
Brøndby IF - Næstved IF 5-1 (1-1)
0-1 Mikkel Hilt (11. min.)
1-1 Jamil Faizi (15. min.)
2-1 Kevin Andreasen (41. min.)
3-1 Torbjørn Billeskov (51. min.)
4-1 Torbjørn Billeskov (71. min.)
5-1 Mathias Andersen (80. min.)
Startopstilling
Andreas Hansen
Daniel Anusic - A. Christensen - Malthe Johansen - Kristian Larsen
Jamil Faizi - Oskar Tranberg - A. Hjulsager (A) - Mikkel Jensen
Kevin Andreasen
Nicolai Mamsen
Stort tillykke til Brøndby IF's U17-hold med den flotte pokaltitel!