
U15-status: Guld og konstante forbedringer
21.06.2012 09:00
Det har været en travl sæson for Brøndby IF's U15-talenter, som sejrede i de hjemlige turneringer. I tillæg har kalenderen budt på internationale turneringer i Polen og Aserbajdsjan, og cheftræner Søren Weber Juul har kunnet se, hvordan de mange udfordringer har rykket talenternes formåen.
- Vi er hele tiden blevet bedre. Bedre til at være i boldbesiddelse og til at erobre bolden højt oppe på banen. Samtidig har vi vist, at nogle af landets allerbedste U15-drenge spiller på dette hold. Vi har flere profiler, der stikker ud i de tætte kampe, og individualisterne har formået at afgøre kampene imod de stærke hold, fortæller U15-cheftræneren.
- De har også rykket sig meget rent mentalt. Drengene vil bare vinde - koste hvad det vil. De dør med støvlerne på. Her har man kunnet se en forskel i forhold til de andre hold. Når de har mødt stærke hold som eksempelvis FC København, der har rigtig mange dygtige spillere, så er forskellen, at vores drenge bare vil det mere.
Et presset kampprogram
U15-talenternes vilje og spillemæssige udfoldelser sikrede guldmedaljer i Elite Øst-turneringen med to spillerunder tilbage. I U15 er den bedste række delt op i øst og vest, men de blågule talenter vandt ligeledes den såkaldte AGF Elite Cup i april, hvor alle landets bedste mandskaber deltog. Det gav adgang til EM i Polen.
- Vi opstillede nogle ret resultatspecifikke målsætninger. Vi ville vinde Elite Cup i Grenaa, vi ville vinde vores egen øst-turnering, og vi ville gøre det med en bedre målscore end i efteråret. Dernæst ville vi gerne gå ubesejrede igennem, men det lykkedes ikke, siger Søren Weber Juul.
- Vi har været til EM i Polen, og vi har deltaget i en international turnering i Aserbajdsjan. Det har kostet meget, for vi har spillet ekstremt mange kampe. Så i tillæg til alle landsholdsaktiviteter har drengene haft et presset program. Af samme årsag har vi brugt mange U14-spillere i vores daglige turnering, og det er ret stærkt, at så mange 98'ere har kunnet forstærke vores hold, tilføjer U15-cheftræneren.
Klar til næste skridt
Han hæfter sig ved, at sæsonen ikke blot har været en resultatmæssig succes. Den har ligeledes udviklet de unge talenter, så de er bedre rustede til at tage næste skridt.
- Vi har prioriteret de internationale kampe meget højt i år, for her bliver vi matchet rigtig godt. I de hjemlige kampe har vi stort set altid mest boldbesiddelse, og det kan man også lære en masse af, men når vi spiller de internationale kampe, bliver fejlene straffet. Det ruster drengene godt til at skulle tage springet til U17.
U15-drengene gør klar til kamp i Aserbajdsjan.