Brøndby IF indgår spillepartneraftale med Danske Spil

26.06.2012 13:00

Brøndby IF og Danske Spil har indgået en aftale, der gør Danske Spil til Brøndby IF's spillepartner.

Aftalen inkluderer blandt andet eksponering af Danske Spil på Brøndby Stadion og i diverse Brøndby IF-medier samt en lukrativ affiliateaftale, hvor fans af Brøndby IF kan støtte klubben ved at spille på Danske Spil via brondby.com.

Et rigtig godt match

Brøndby IF's administrerende direktør, Tommy Sommer Håkansson, fortæller:

- Vi er rigtig glade for at lukke en aftale med en spillepartner. Sammen med hovedsponsoratet har det som bekendt været på dagsordenen et stykke tid, og at vi nu er blevet enige med Danske Spil er meget positivt og glædeligt.

- Danske Spil er efter liberaliseringen af spillemarkedet fortsat klart den største spiludbyder på dansk grund, og vi ser frem til et godt samarbejde, der har stort potentiale for begge parter. Rent værdimæssigt er det er også et rigtig godt match, da Danske Spil lige som Brøndby IF sætter deres sociale ansvar højt og via tipsmidlerne støtter forskellige hjælpeorganisationer og idrætsforeninger.

Der vil snarest komme mere information her på siden om, hvordan du kan støtte din hjerteklub ved at oprette en konto og spille på Danske Spil igennem brondby.com.