Auri: Vi skal komme til flere afslutninger

29.06.2012 15:39

Træningslejren i Tyskland lakker mod enden, men inden Brøndby IF's Superliga-mandskab sætter kursen mod Danmark, venter en kamp i aften kl. 19:00 imod SV Bad Rothenfelde.

brondby.com tog derfor en snak med cheftræner Auri Skarbalius om aftenens opgør, hvor de blågule spillere skal forsøge at følge op på tirsdagens 1-0-sejr over SC Preußen Münster.

Boldbesiddelse skal omsættes til mere

- Vi har lagt lidt på i den måde, vi gerne vil spille, men vi skal være bedre i overgangen til afslutningsspillet. Vi bygger spillet fint op, men vi skal være skarpere i den offensive overgang. Vores boldbesiddelse skal omsættes til flere afslutninger.

- Samtidig har vi fokus på at forbedre defensiven. Vi skal være svære at score imod, og alle skal deltage i det defensive arbejde. Det har hele tiden været et fokuspunkt, men alligevel har vi indimellem oplevet, at en eller to er faldet ud, og det skal vi have væk. I Superligaen bliver vi straffet for den slags fejl, og vi må indrømme, at der er gået for mange mål ind.

- I aften møder vi et lavere rangeret hold, og det kan være en god mulighed for at få kørt nogle af de ting ind, som vi arbejder med. Vi kræver dog fuld koncentration og fokus på opgaven. Samtidig er det vores mål, at alle skal have spilletid i dag, hvis de er fysisk klar, så vi får alle folk i gang.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius ser frem til muligheden for at bygge videre på spilet i aftenens træningskamp. Foto: Arnason.dk.