
U20-landsholdsspillerne tabte finale i Nordirland
27.07.2012 15:27
Torsdag aften spillede U20-landsholdet finale imod Mexico i NI Milk Cup i Nordirland. Desværre endte det med, at truppen - som inkluderede Brøndby-talenterne Mads Nielsen, Patrick Olsen og Andrew Hjulsager - måtte rejse hjem med en andenplads.
Pausestillingen i finalen var 0-0, men i anden halvleg satte mexicanerne trumf på med tre scoringer og dermed en sejr på 3-0.
Inden finalen var det blevet til to sejre i det indledende gruppespil. Først blev det 1-0 over USA, hvor alle tre Brøndby-talenter var i startopstillingen, og derefter 2-1 over Chile, hvor Mads Nielsen blev vist ud.
Sidste år vandt Danmark turneringen i Nordirland.
U20-landsholdets Andrew Hjulsager er blot 17 år. Tidligere på sommeren fik han overrakt trofæet for Årets Spiller på Brøndbys U17-hold af cheftræner John Ranum.