Stryger: Vi er mere end sultne efter sejr

19.07.2012 13:33

Anden spillerunde i Superligaen nærmer sig, og for Auri Skarbalius' tropper gælder det en tur til Nordjyske Arena, hvor AaB venter.

Om seks dage er det præcis to år siden, at Jens Stryger Larsen scorede sit første Superligamål på netop denne bane.

brondby.com har derfor taget en snak med den 21-årige kantspiller om søndagens opgave.

En tand skarpere end sidste kamp

- De seneste gange har vi haft det lidt svært med AaB. Det er et godt, men også ungt hold, og vi har slået dem før. Jeg er sikker på, at det vil ske igen - og det skal komme allerede i denne weekend. Vi er mere end sultne efter det.

- Vi skal fokusere på de ting, vi har arbejdet med i opstarten. Det vil sige vores eget koncept og den måde, vi gerne vil spille på. Vi ved, at det vil gavne os i kampen, hvis vi holder fast i vores spilmønstre og de individuelle aftaler, der samlet set får os til at fungere som hold. I forhold til OB-kampen skal vi også blive bedre i afslutningsfasen. Vi skal gøre chancerne lidt større ved at være en tand skarpere.

- Mit første Superligamål var netop imod AaB på udebane forrige sommer. Jeg kan huske det lige så tydeligt. Jeg fik en dybdebold, hvorefter jeg afdribler målmanden og scorer. Det er et stykke tid siden, men jeg vil meget gerne gentage det på søndag. Jeg skal gøre ondt på AaB med min vilje og fight, og så skal jeg udnytte min hurtighed over for deres forsvar.

JSL

Jens Stryger Larsen er klar til at kæmpe for sejr imod AaB på søndag.