
Smalt nederlag i Reserveligaen
24.07.2012 10:35
Mandag eftermiddag tog Brøndby IF hul på Reserveligaen med en udekamp imod Lyngby BK. Efter en rodet affære måtte de blågule imidlertid tage hjem med et 1-0-nederlag.
Assistenttræner Bent Christensen Arensøe har både ris og ros til indsatsen.
En blandet pose bolsjer
- Vi havde lagt op til, at vi skulle forsøge at være mere dybe i vores spil ved at komme ned bag Lyngbys forsvarskæde. Det lykkedes fornuftigt med Oke, så længe han havde kræfter, og han fik da også skabt et par chancer ad den vej.
- Jeg synes også, at vores omgang med bolden var fin til at begynde med, men hen ad vejen sker der lidt for mange boldtab. Det blev desværre forøget drastisk i anden halvleg. Vi gør det svært for os selv, når vi ikke formår at holde fast i kuglen.
- Det kan godt bekymre mig, at boldomgangen kan svinge så meget fra første til anden halvleg. Det kan både skyldes manglende bevægelse for hinanden og manglende omhyggelighed med afleveringerne. Vi så det desværre også i Superligaen, og det skal vi have rettet op på med det samme. Vi var for stationære i vores spil, og jeg vil gerne se noget mere initiativ.
- Alt i alt var kampen en blandet pose bolsjer. Det positive var blandt andet, at vores unge folk gjorde det fint, og jeg vil især gerne fremhæve Riza (Durmisi, red.). Han spillede over for David Boysen, som var Superligaspiller i sidste sæson, og løste opgaven flot. De gange, hvor han blev snydt, viste han i stedet, at han har farten til at lukke det ned efterfølgende. Hans måde at gribe tingene an på virker opløftende.
Startopstilling
A. Hansen
R. Joensen - D. Dumic - K. Borslund - R. Durmisi
F. Holst - J. Kristiansen
J. Skov Hansen - B. McGrath - Deividas K. (U19-prøvespiller)
O. Akpoveta
Indskiftninger: Svenn Crone, Julian de Freitas og Patrick da Silva.
Assistenttræner Bent Christensen Arensøe så både gode og dårlige ting i reserveliga-opgøret imod Lyngby. Foto: Arnason.dk.